Gå til hovedindholdet

Indsats mod afrikansk svinepest

Regeringen og Dansk Folkeparti blev den 22. marts enige om en række initiativer, som skal forhindre afrikansk svinepest i at nå til Danmark.

 

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti indeholder følgende initiativer:
Læs mere i pressemeddelelsen fra den 22. marts 2018. 

Indsats vedrørende udryddelse af vildsvin i den danske natur

Etablering af vildsvinehegn ved den dansk/tyske grænse
Som en del af indsatsen for at udrydde vildsvin i den danske natur opsættes et vildsvinehegn ved den dansk/tyske grænse for at hindre, at vildsvin kommer til Danmark fra Nordtyskland.  
Læs mere om vildsvinehegnet på Naturstyrelsens hjemmeside.  

Ændring af vildtskadebekendtgørelsen ift. øget regulering af vildsvin
Vildsvin er nataktive dyr, og vildtskadebekendtgørelsen ændres med virkning fra 1. juli 2018, så det i hele eller dele af landet bliver muligt at regulere (nedskyde) vildsvin hele døgnet.
Naturstyrelsen har den 21. marts 2018 udstedt en generel dispensation fra vildtskadebekendtgørelsen, der gør det tilladt at skyde vildsvin døgnet rundt, da vildsvin er et nataktivt dyr.
Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside.  

Intensiveret indsats i Sønderjylland på statens arealer og på private arealer
Naturstyrelsen gennemfører en indsats med intensiveret nedskydning af vildsvin på statens arealer, herunder afskydning med natsigtekikkerter samt oprettelse af flere foderpladser og brug af flere fælder.

Samtidig vil Miljø- og Fødevareministeriet i samarbejde med relevante organisationer undersøge mulighederne for øget samarbejde med lodsejerne med henblik på nedskydning af vildsvin på privat grund.

Øget overvågning i vildsvinepopulationen
Der udvikles en hjemmeside og en smartphone-app til indberetninger af henholdsvis observationer af levende vildsvin og indberetning af nedlagte vildsvin. Hermed kan indsatsen for at udrydde vildsvin styrkes.

Gratis undersøgelser af nedskudte vildsvin i Danmark for husdyrsygdomme
For at øge incitamentet for privatpersoner (jægere) til at indberette nedskydningen af vildsvin og for at sikre prøvetagning gøres trikinundersøgelse gratis for privatpersoner. 

Styrket samarbejde med Danmarks Jægerforbund
Miljø- og Fødevareministeriet vil øge samarbejdet med henblik på at øge de lokale jægere opmærksomhed på problemstillingen om afrikansk svinepest og vildsvin.

Jagtlejekontrakter
Miljø- og Fødevareministeriet vil drøfte muligheden for, at der i en standardjagtlejekontrakt indgår en forpligtelse for jægerne til at skyde eventuelle vildsvin, som jægerne måtte have mulighed for på en jagt, med relevante organisationer.

Faglig opgradering af schweissregistret
Der igangsættes erfaringsopsamling og eventuel kursusafholdelse for schweisshundeførere med henblik på at sikre, at schweisshundeførere er klædt på at eftersøge vildsvin ligeså kvalificeret som hjortevildt, når de enten påkøres eller anskydes. 

 

Veterinær indsats mod afrikansk svinepest 

Lovforslag om skærpelse af bødeniveauet ift. lovovertrædelser, som har relation til smitterisiko for afrikansk svinepest.

Der vil blive fremsat et lovforslag, hvori man forhøjer bødestørrelsen i forhold til lovovertrædelser, hvor den ulovlige handling indebærer risiko for spredning af ASP, f.eks. ulovlig indførsel af fødevarer, manglende rengøring og desinfektion af dyretransporter og ulovlig fodring med madaffald.

Styrkelse af det veterinære beredskab
Det eksisterende veterinære beredskab skal styrkes og fokuseres på ASP for at kunne forebygge, og i værste fald håndtere, et udbrud af ASP. Der skal afholdes en storskaløvelse med involvering af relevante myndigheder og erhvervet for at teste beredskabsplanen. Derudover skal der ske etablering af internationalt samarbejde med Slesvig-Holsten både ift. kommunikation og øget indsats i relation til de øvrige medlemsstater og EU-Kommissionen.

Opsætning af skilte på rastepladser
Der skal ske opsætning af skilte på rastepladser langs de danske motorveje, med information om ASP, og at køkken- og madaffald skal placeres i de opstillede skraldespande. Udenlandske chauffører holder primært deres pauser på disse rastepladser. 

Intensivering af informationskampagne ift. smittebeskyttelse og madaffald
Fødevarestyrelsen har allerede iværksat en informationskampagne i samarbejde med Landbrug & Fødevarer om forbuddet mod fodring med madaffald. Denne informationskampagne vil blive intensiveret ved at fortsætte med informationsaktiviteter efter oprindelige kampagnens afslutning, samt at udbrede kampagnen til yderligere målgrupper.

Rådgivning til frilandsbesætning om smitterisiko fra madaffald
Fødevarestyrelsen vil rådgive særligt frilandsbesætningsejeren om smitterisikoen fra madaffald, herunder at frilandsbesætninger eventuelt placeres væk eller i tilstrækkelig afstand fra offentlige veje, således at der sikres mod, at madaffald kastes ind til besætningen.

Økonomi

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at afsætte i alt 123,9 mio. kr. til den styrkede indsats mod afrikansk svinepest, heraf vil 30 mio. kr. blive tilvejebragt som medfinansiering fra erhvervet.

Læs mere om afrikansk svinepest på Fødevarestyrelsens hjemmeside  

Opdateret 26. marts 2018

MENU