Gå til hovedindholdet

Danmark uden affald

Genanvend mere – forbrænd mindre

Forestil dig et Danmark uden affald. Et Danmark, hvor der i højere grad tages vare på ressourcer og materialer i affaldet, og hvor flere materialer sendes tilbage i et kredsløb til gavn for miljøet. Det er visionen for regeringens nye ressourcestrategi ”Danmark uden affald”. Den handler om at se vores affald som ressourcer og udnytte ressourcerne bedst muligt, så værdifulde materialer ikke går tabt.

Stigende priser på materialer vil gøre det mere attraktivt at genanvende mere.

Det kan altså betale sig at slå ind på vejen mod et Danmark uden affald. Med den nye ressourcestrategi tager vi de første skridt.

Konkrete mål

For at nå visionen sætter regeringen ind på flere forskellige områder. Blandt andet skal vi genanvende mere end dobbelt så meget husholdningsaffald på mindre end ti år. Læs om de forskellige områder herunder.

Det videre arbejde

Danmark uden affald udmøntes i en ressourceplan for affaldshåndtering, som forventes sendt i høring i november 2013.

Den følges op af en strategi for affaldsforebyggelse, som vil have fokus på, hvordan affald i højere grad kan forebygges gennem blandt andet teknologiudvikling, bedre design og nye forretningsmodeller.

Husholdninger og servicesektor

Det bliver nemmere at sortere affald

Den del af Danmark uden affald, som danskerne vil mærke mest i hverdagen, er et mål om at genanvende mere end dobbelt så meget affald (dagrenovation) fra husholdningerne i 2022. Det kræver, at vi hver især bidrager til at sortere affaldet – men også, at det bliver gjort nemt at sortere.

Mange danskere vil derfor få mulighed for at sortere i flere eller opdelte skraldespande. Hvordan og hvor mange vil variere, da der er forskel på for eksempel pladsen i huse og lejligheder, og det er op til den enkelte kommune at skrue den bedste løsning sammen til deres lokale forhold.

Elektronik- og shredderaffald

Genanvendelse er guld - og andre værdifulde metaller

Hvad gjorde du med din gamle mobil, da du fik din nye smartphone? En mobiltelefon indeholder guld, sølv og kobber for omkring 18 kroner – og vi danskere køber næsten 5 mio. mobiler om året.

I det hele taget indeholder elektronik- og shredderaffald (fra f.eks. gamle biler og køleskabe) store mængder værdifulde materialer, som i dag går til spilde. Derfor skal vi blive bedre til at indsamle brugt elektronik. Samtidig skal mindst 70 % af shredderaffaldet nyttiggøres – i dag deponeres det hele.

Organisk affald

Busser kører på kartoffelskræller

Herhjemme ryger langt det meste madaffald til forbrænding, men vi kunne få meget mere ud af det. Ved at bioforgasse madresterne får vi både gødning til nye afgrøder og biogas, der er en meget fleksibel energiform og kan bruges til både transport, el og varme. For eksempel kører busserne i Sverige på biogas fra organisk affald som kartoffelskræller.

Med ressourcestrategien kommer vi til at seksdoble mængden af biogas og gødning fra madaffald. Samtidig skal vi udnytte vigtige næringsstoffer som fosfor fra spildvandsslam og husdyrgødning.

Bygge- og anlægsaffald

Gamle mursten skal have nyt liv

Hvis du bor i et almindeligt enfamiliehus, er der brugt omkring 16.000 mursten til dit hus. Ved at genbruge gamle mursten sparer man energi til produktion af nye, men i dag knuses langt det meste byggeaffald og bruges som erstatning for sten og grus i veje, stier og pladser.

Med Danmark uden affald skal det undersøges, hvordan man kan genbruge for eksempel mursten og beton i nye huse. Samtidig iværksætter regeringen en indsats om at fjerne farlige stoffer som PCB og bly i byggeaffald.

Vækst og grøn omstilling

Mere end miljø

Verdens største virksomhed for genanvendelse af bildæk ligger i Danmark. Grønne produkter udgør over 10 % af den samlede danske eksport, og en række danske virksomheder er markedsledende inden for råvare- og materialeeffektivitet.

Danmark uden affald vil understøtte teknologiudvikling og de styrkepostioner, vi har i Danmark inden for f.eks. sortering og genanvendelse af materialer. Det sker blandt andet ved hjælp af tilskud til teknologiudvikling, hjælp til grøn omstilling i virksomheder og mere samarbejde med de store vækstøkonomier.

Opdateret 1. august 2016

MENU