Gå til hovedindholdet

Hollænderne skal overholde reglerne

Debatindlæg bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 2. marts 2017.

Publiceret 6. marts 2017

Fiskeriet i Skagerrak har det godt. Sidste år lykkedes det at forhandle nogle meget gunstige kvoter på plads for vigtige arter som torsk, rødspætte og kuller, og der er rig mulighed for at gøre gode fangster i 2017. Men det kræver selvfølgelig, at reglerne overholdes – det gælder også hollandske fiskere.

Jeg tager meldingerne om utilfredsheden med hollandske bomtrawlere alvorligt, og det er vigtigt for mig at understrege, at ingen har ret til at afskrive fangster fra Skagerrak på deres kvote i Nordsøen. Det er et område, som fiskerikontrollen holder skarpt øje med, og der vil også i 2017 være fokus på kontrol af hollandske fiskefartøjers fiskeri i Skagerrak, ligesom vi fortsat vil samarbejde med de hollandske myndigheder og det europæiske fiskerikontrolagentur.

Danske fiskere kan være sikre på, at enhver dokumenteret overtrædelse vil blive fulgt til dørs. Det gælder uanset nationaliteten på fartøjet.


MENU