Gå til hovedindholdet

Naturen skal passe til virkeligheden

Læserbrev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 11. januar 2018.

Publiceret 11. januar 2018

Oddere, bøgeskove, højmoser og et hav af andre arter og naturtyper er stadig beskyttet af Natura2000. Så Ella Maria Bisschop-Larsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening, kan godt pakke beskyldningerne fra 2/ 1 langt væk.

Det virker til, at Bisschop-Larsen og jeg har samme formål - vi ønsker begge at beskytte naturen. Men modsat Bisschop-Larsen tror jeg på kvalitet frem for kvantitet.

Modsat Bisschop-Larsen mener jeg, at naturen skal passe til virkeligheden.

Natur-arealer, som ikke er beskyttelsesværdige, skal ikke blive ved at være Natura2000-areal bare for, at vi på papiret har et større areal.

Afgrænsningerne skal være retvisende for den natur, som har værdier, og som skal beskyttes.

 

Giver ingen mening

Regeringen foreslår at tage 28.000 hektar med intensive jordbrugsarealer og byarealer.

Det giver ingen mening at beskytte en kartoffelmark.

I stedet skal vi bruge kræfterne på at beskytte natur, som reelt har brug for beskyttelse. Derfor tilføjer vi 5000 hektar egentlig natur til de udpegede områder.

Det er en tiltrængt oprydning i 25 år gamle udpegninger.

Med oprydningen sikrer vi, at naturen passer til virkeligheden.


MENU