Gå til hovedindholdet

Ændring af jagt- og vildtforvaltningslov giver ikke grønt lys til jagt på dyr i ynglesæsonen

Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt at droppe den såkaldte ’bør-regel’ i jagt- og vildtforvaltningsloven. Ændringen rykker ikke ved jagttiden, og den giver ikke grønt lys til jagt i ynglesæsonen.

Publiceret 1. december 2017

Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt at fjerne en formulering i jagt- og vildtforvaltningsloven om, at ”Der bør ikke drives jagt i perioden 1. februar - 31. august.”

Det bliver i dag af nogle udlagt som en åbning for at indføre jagttider på pattedyr i yngleperioden. Men det er ikke baggrunden for at fjerne formuleringen.

’Bør-reglen’ fjernes, fordi den giver indtryk af, at der nærmest aldrig kan fastsættes jagttid for nogen som helst art i perioden fra 1. februar til 31. august. Men for visse arter, kan der i dag alligevel godt være jagt i den periode. Aktuelt er der fx jagttid på kronkalv i februar og jagttid på råbuk fra 16. maj til 15. juli. Det vil der også kunne være efter ændringen.

- Vi indfører ikke jagttid på en masse pattedyr i deres yngletid, vi fjerner ganske enkelt en regel, fordi den er overflødig og reelt ikke har en juridisk betydning. Der er arter, man allerede i dag kan have jagt på i dele af den lange periode, fx kronkalv og råbuk. Derfor fjerner vi ’bør-reglen’ – så udramatisk er det faktisk, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.                                                                             

Når en jagttid for en art skal fastsættes, kommer Vildtforvaltningsrådet med en indstilling til ministeren. Herefter træffer ministeren beslutningen om jagttiden. Sådan er det i dag, og sådan vil det også være efter fjernelsen af ’bør-reglen’.

- Jeg kommer ikke til at indføre jagttid på dyr i deres yngleperiode – heller ikke efter ’bør-reglen’ ophæves. Jeg rådfører mig med Vildtforvaltningsrådet. De vurderer, hvordan jagttider er mest hensigtsmæssige, og jeg træffer den endelige beslutning. Så rent faktuelt ændres der ikke noget i forhold til, hvordan jagt i yngleperioden reguleres, siger Esben Lunde Larsen.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 2213 0834, e-mail: malek@mfvm.dk


MENU