Gå til hovedindholdet

Danmark skal være foregangsland inden for ren luft-teknologi

En ny Luftvision fastslår, at Danmark skal være foregangsland inden for ren luft-teknologi og eksporten på området skal fordobles.

Publiceret 19. januar 2018

Danmark skal være førende inden for løsninger, der kan nedbringe luftforurening. Det er målet i en ny luftvision, som bliver præsenteret den 19. januar i Industriens Hus i København. Bag visionen står miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og et bredt udsnit af de virksomheder og organisationer, der arbejder med ren luft-løsninger.

De mange parter bag luftvisionen deler et fælles mål om at arbejde for mere eksport og mindre luftforurening. Parterne tæller blandt andet Dansk Miljøteknologi, Danske Maritime, Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, Danske Rederier, Dansk Industri samt Miljø- og Fødevareministeriet.

- Ren luft er vigtigt for mennesker over hele verden, og i storbyer rundt omkring i verden er forureningen så slem, at det påvirker borgernes livskvalitet og sundhed. Det kræver effektive løsninger, og dem kan vi fra dansk side levere, siger Esben Lunde Larsen.

- Denne vision indleder et stærkt samarbejde, der skal fremme vækst og eksport i branchen. Samtidig hjælper vi miljøet og skaber bedre sundhed og livskvalitet for mennesker.

Visionen sætter som mål, at eksporten af danske ren luft-løsninger skal fordobles inden 2030. Her skal virksomheder, forskere og myndigheder arbejde sammen om at markedsføre danske løsninger inden for skibsfart, byer og produktion. Samtidig skal Danmark være aktivt i det internationale samarbejde om regulering af luftforurening.

I kredsen af aktører bag Luftvisionen, har nogle fokus på udvikling og eksport af ren luft-løsninger. Andre har mere fokus på at skabe lige konkurrencevilkår igennem fælles internationale reguleringer på området. Det er en stor styrke, at så mange parter går sammen om et fælles mål om at fremme dansk eksport.

- Jeg er stolt af at kunne præsentere den nye Luftvision for danske ren luft-løsninger. Jeg er endnu mere glad for, at det sker som resultat af et bredt samarbejde mellem både virksomheder og myndigheder. Det er vigtigt for, at vi kan opfylde det ambitiøse mål om, at Danmark skal fordoble eksporten af danske ren luft-løsninger inden 2030, siger Esben Lunde Larsen.

Danske virksomheder eksporterer i dag ren luft-teknologi for mere end 7 mia. kroner. I dag er der en voksende global erkendelse af, at der skal gøres noget ved luftforureningsproblemet. FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015 har et mål om at mindske antallet af dødsfald og sygdom på grund af luftforurening.

Med Luftvisionen forpligter branchen for ren luft-teknologier sig til at arbejde for at gøre Danmark til et udstillingsvindue for de løsninger, som kan bekæmpe luftforurening på verdensplan.


Fakta

- I 2015 eksporterede danske virksomheder for 7,2 mia. kr. ren-luft-løsninger til de globale markeder.

- 3.000 byer verden over indberetter data om luftforurening til WHO. New Delhi og Kairo er blandt de hårdest ramte byer og overskrider WHO’s anbefalinger med op til 600 %. Globalt dør 3 mio. mennesker hvert år af sygdomme, som skyldes udendørs luftforurening.

- Luftforureningen i Europa er faldende, mens den globale luftforurening er stigende.

- Luftbåren forurening er også en trussel for dyr, planter, natur, jord og vandområder.

- Luftbåren påvirkning fra forurenende stoffer er den primære kilde til høje koncentrationer af PCB og kviksølv i fødedyr i det arktiske område.

- Luftvisionen er udarbejdet af Dansk Miljøteknologi, Danske Maritime, Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, Danske Rederier, Dansk Industri samt Miljø- og Fødevareministeriet. Desuden bakker en række virksomheder og organisationer op om samarbejdet.

- Luftvisionen lanceres på et topmøde for virksomhedsledere den 19. januar i Industriens Hus.


Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Ming Ou Lü, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 2077 0459, e-mail: minol@mfvm.dk


MENU