Gå til hovedindholdet

Det skal være nemt at træffe grønne valg

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lancerer platformen mitmiljø, der gør det nemt at træffe grønne valg i hverdagen.

Publiceret 10. november 2017

Hvordan finder jeg de bedste elpærer til min spisebordslampe? Hvordan bliver jeg bedre til at sortere mit affald? Eller får mindre af det? Og hvordan får jeg nyt spræl i garderoben uden at belaste miljøet?

Den slags spørgsmål fører nemt til timelang research. Derfor lancerer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu platformen mitmiljø, der samler de gode tips og forbrugerinformation på en let tilgængelig måde.

- Det er op til den enkelte forbruger, hvilke valg man træffer i hverdagen. Men jeg mener, at myndighederne bør påtage sig ansvar for at sikre, at forbrugerne let kan finde rundt i de mange grønne råd og tips, som findes overalt på nettet. Derfor samler vi nu en masse tips til en grønnere hverdag på en let og overskuelig måde på mitmiljø, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Tippet finder dig

Den nye platform har tips inden for en række emner som 'Forbrug', 'Bolig' og 'Natur' og er krydret med oplysende film. Men man behøver ikke at taste mitmiljø.dk ind i en browser for at finde ud af, hvordan man fx undgår madspild. Der er gjort en ekstra indsats for, at man finder de gode tips, når man søger på dem på søgemaskiner eller på de sociale medier.

- Jeg er optaget af, at danskerne kan handle på et oplyst grundlag, og at forbrugerne let kan finde den rigtige information, når de har brug for den. Materialet med råd og vejledning skal derfor være på de platforme, hvor forbrugerne dagligt søger oplysninger og lader sig inspirere, siger Esben Lunde Larsen.

Se den nye platform på www.mitmiljø.dk

Tal og fakta om mitmiljø:

  • Platformen mitmiljø.dk indeholder: 110 korte artikler med grønne tips på, 9 korte film med MST-fagfolk, der giver gode miljøråd og 6 quizzer/værktøjer
  •  Omdrejningspunkt for platformen mitmiljø er konkret, handlingsorienteret oplysning til borgerne via artikler med korte råd understøttet af info-grafikker og videoer.
  • Platformen består af de otte temaer Bolig, Mad, Børn, Del & spar, Forbrug, Have, Ferie & fritid og Natur og har fokus på de livssituationer, hvor vi søger miljøinfo (fx gravid, lige købt hus osv.).

Yderligere oplysninger:

Miljø- og Fødevareministeriet: Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, tlf.: 9359 7082, jolyk@mfvm.dk 

Miljøstyrelsen: Thomas Hag, tlf. 20 65 33 42, e-mail: thmha@mfvm.dk 


MENU