Gå til hovedindholdet

Esben Lunde Larsen: EU skal indføre byrdestop i landbrugspolitikken

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har i dag foreslået EU-Kommissionen, at et byrdestop bliver en del af EU’s fremtidige landbrugspolitik. Det sker efter dansk forbillede.

Publiceret 19. marts 2018

EU’s landbrugspolitik bør ikke pålægge landmænd nye byrder, med mindre der lempes andre steder.  

Princippet om et byrdestop i EU’s fælles landbrugspolitik har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag foreslået sine ministerkolleger på ministerrådsmødet i Bruxelles. 

Forslaget sker efter dansk forbillede, hvor et byrdestop frem mod 2020 skal reducere administrative og økonomiske byrder for erhvervslivet. 

- Danske og europæiske landmænd er i dag ved at drukne i kontrol og administration, og derfor har jeg i dag lagt et forslag på bordet i Bruxelles om et helt nødvendigt byrdestop i den fremtidige landbrugspolitik. Hver gang der foreslås nye byrder for vores landmænd, så bør der lempes andre steder, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Forslag forventes i maj eller juni

Konkret betyder det danske forslag, at et byrdestop skal indgå som et element i den strategiske planlægning, som EU-Kommissionen overvejer i forbindelse med den fremtidige landbrugspolitik.   

Lige nu arbejder EU-Kommissionen på de konkrete juridiske tekster til reformen, og det ventes, at Kommissionen vil præsentere sit forslag til fremtidens landbrugspolitik i maj eller juni 2018.

Derfor er hensigten med præsentationen i idéen i dag at få Kommissionen til at tage byrdestoppet om bord i det kommende reformforslag. Herefter vil Rådet og Parlamentet skulle forhandle på baggrund af Kommissionens forslag, som efter planen skal træde i kraft i 2021.  

- Der er behov for at få forenklet landbrugspolitikken, og der er behov for at få gjort erhvervets byrder mere synlige, så landmænd ikke bliver begravet i regler. Nu håber vi, at Kommissionen vil tage det med i sit forslag og så bliver det et langt sejt træk i forhandlingerne at sikre forenkling for landmændene, siger Esben Lunde Larsen. 

Yderligere oplysninger:

Pressechef Jens Fuglsang Edelholt, Miljø- og fødevareministeriet, tlf.: 9135 6996, e-mail:jefed@mfvm.dk


MENU