Gå til hovedindholdet

Esben Lunde Larsen vil slå hårdt ned på fødevarebranchens vaneforbrydere

Miljø- og fødevareministeren ønsker øgede beføjelser til fødevarekontrollen, så fødevarebranchens brodne kar standses tidligere.

Publiceret 24. oktober 2017

Det skal være slut med pizzeriaer, kiosker og restauranter, som gentagne gange ser stort på fødevarereglerne og sætter forbrugernes sikkerhed på spil. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil give nye beføjelser til Fødevarekontrollen, som skal sikre en hårdere kurs over for de virksomhedsejere, der igen og igen tilsidesætter fødevarelovgivningen og hensynet til forbrugerne. 

Desuden lægger miljø- og fødevareministeren med opbakning fra kredsen bag fødevareforlig 3 op til en lovændring, der gør det muligt for Fødevarestyrelsen at pålægge problematiske virksomheder tvangsbøder, indtil et ulovligt forhold bliver bragt i orden. Bødestørrelserne for overtrædelser begået af brodne kar bliver også skærpet.

”Siden 2015 er antallet af brodne kar faldet betydeligt. Men trods flere års skærpet indsats, ser vi desværre, at der stadig er en hård kerne af virksomhedsejere, som blæser på selv de mest grundlæggende krav til, hvordan man driver fødevarevirksomhed i Danmark”, siger Esben Lunde Larsen.

Han ønsker, at Fødevarestyrelsen får langt flere muligheder for at tage fløjlshandskerne af, når der skal tages livtag med fødevarebranchens vaneforbrydere. 

Ifølge Fødevarestyrelsen var der sidste år en hård kerne på ca. 20 virksomhedsejere, som hverken er modtagelige for sund fornuft eller sure smileys, men fortsætter ufortrødent med f.eks. at sælge varer uden sporbarhed og dansk mærkning i lokaler, der er dårligt rengjort. 

”Fremover skal Fødevarestyrelsen mandsopdække lovovertræderne med ekstra kontroller, hvis de blæser på reglerne. Og hvis det så er tydeligt, at ejerne hverken ønsker eller evner at køre en forsvarlig virksomhed, så skal Fødevarestyrelsen hyppigere udnytte lovens mulighed for på stedet at lukke en virksomhed, indtil forholdene er bragt i orden”, fastslår miljø- og fødevareministeren. 

Dansk Folkepartis fødevareordfører Lise Bech bakker op om den hårdere linje:

”Vi vil ikke acceptere, at nogle virksomheder igen og igen bryder reglerne for, hvad der er forsvarligt. Danskerne skal trygt kunne gå på pizzeria eller i kiosken med vished om, at Fødevarekontrollen holder øje med butikkerne. De virksomheder, der ikke lever op til helt almindelige krav til fødevaresikkerhed, skal selvfølgelig rette ind, når de får besked på det”, siger Dansk Folkepartis fødevareordfører Lise Bech.

De fremtidige bødestørrelser fastsættes i forbindelse med udarbejdelsen af lovændringen.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. :2213 0834, e-mail: malek@mfvm.dk
Fødevarestyrelsens pressetelefon: 22 84 48 34


MENU