Gå til hovedindholdet

Flere og flere kommuner giver mulighed for at sortere madaffald

På halvandet år er antallet af kommuner, hvor borgerne sorterer madaffald til genanvendelse, steget med 40 procent. Nye EU-regler vil få alle med på vognen.

Publiceret 23. januar 2018

Nu kan danskere i hele 31 kommuner rundt omkring i landet sortere deres madaffald og sende det til genanvendelse. Det viser en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen. Sidste år var tallet 22, og dermed er der tale om en stigning på 40 procent på bare halvandet år.

- Stor ros til kommunerne for at give borgerne mulighed for at genanvende deres madaffald. Der er ingen tvivl om, at vi skal skrue op for genanvendelsen i fremtiden. Derfor har regeringen fokus på at skabe en mere cirkulær økonomi, hvor vi udnytter værdierne i affaldet maksimalt til gavn for både miljø og økonomi. Det afspejler den nye kortlægning heldigvis, at kommunerne også er optaget af, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ved at genanvende det organiske affald, for eksempel gennem bioforgasning, kan man både udnytte energien i affaldet og sende næringsstofferne tilbage til jorden i stedet for, at de går til spilde i et forbrændingsanlæg.

Snart bliver det et krav

Den nye opgørelse kommer kort efter, at der i EU er opnået enighed om seks nye affaldsdirektiver. De sætter højere mål for fremtidens genanvendelse og betyder, at det fra 2023 bliver et krav med separat indsamling af organisk affald fra husholdningerne, så det bliver muligt at genanvende det.

- De nye direktiver indeholder nogle ambitiøse, men realistiske mål og krav, herunder separat indsamling af organisk affald fra husholdninger. De kommuner, der allerede har indført sortering af organisk affald, har nu en fordel ved at være frontløbere, siger Esben Lunde Larsen.

Hele kortlægningen af de kommunale affaldsordninger kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk


MENU