Gå til hovedindholdet

Grønne løsninger og dansk madspildsbekæmpelse skal på banen til OL i Tokyo

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen rejser i morgen til Japan som en del af et større eksportfremstød, der skal fremme dansk eksport af grønne løsninger og danske fødevarer.

Publiceret 2. marts 2017

I 2020 tændes den olympiske flamme i Tokyo, og her skal danske virksomheder på banen med grønne løsninger inden for madspild, luftforurening og infrastruktur. Derfor rejser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i morgen til Japan for at fortælle om danske virksomheders internationale førerposition inden for grøn udvikling og for at promovere danske fødevarer.

- Japan er et kæmpe marked for fødevareeksport, og japanerne har allerede et godt øje til danske fødevarer. Det potentiale skal vi hjælpe de danske virksomheder med at udnytte, og derfor besøger jeg i næste uge de danske deltagere på fødevaremessen FOODEX som del af et større eksportfremstød, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Miljø- og fødevareministeren er i Japan fra lørdag den 4. marts til og med tirsdag den 7. marts 2017 som led i et større eksportfremstød sammen med blandt andet Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer. I alt deltager der ni danske fødevarevirksomheder ved den store fødevaremesse FOODEX 2017.

- Danmark og Japan har vidt forskellige kulturer, men japanerne er meget optagede af at lære af de danske løsninger inden for grøn teknologi. OL om tre år er en fantastisk mulighed for danske teknologivirksomheder for at komme ind på det japanske marked med deres løsninger, siger Esben Lunde Larsen.

Japanerne går generelt meget op i genbrug, men den velorganiserede indsats på en række områder virker ikke til at have smittet af på madspildskulturen, hvor der i dag er meget få initiativer til at bekæmpe madspild. Derfor har miljø- og fødevareministeren pakket kufferten med Danmarks gode erfaringer på området.

-  I Danmark har vi gjort os gode erfaringer med, hvordan vi bekæmper og begrænser madspild. Det er et område, som er kommet meget i fokus i Japan, så vi kan forhåbentlig inspirere og komme med gode idéer til, hvordan japanerne kan blive oplyst om madspild, siger Esben Lunde Larsen.

Miljø- og fødevareministeren skal blandt andet besøge et lokalt madmarked i Tokyo, møde danske fødevarevirksomheder til en stor fødevaremesse og deltage i en rundbordssamtale om vedvarende energi og madspild sammen med Tokyos guvernør.

Fakta:

  • Den japanske fødevareimport er på ca. 425 mia. kr. årligt.
  • Cirka 75 danske virksomheder er etableret i Japan. De beskæftiger sig med alt fra vedvarende energikilder og energirigtige løsninger til bolig- og byggesektorerne er efterspurgt i Japan, men også medicinske og farmaceutiske produkter og dansk design.
  • I 2015 udgjorde eksport til Japan 12,4 mia. kr, hvilket modsvarer 1,95 % af den samlede danske eksport og gør Japan til Danmarks 13. største eksportmarked.

Udvalgte dele af ministerens program: 

Mandag den 6. marts

 

12.00-14.00 

Besøg ved DAFCs (Landbrug og Fødevarer) kontor i anledning af deres 50 års jubilæum i Japan

14.30-18.00

Besøg ved madmarkedet i Tokyo

18.00-18.30 

Møde med miljøminister Yamamoto og miljøminister Ito 

Tirsdag den 7. marts

 

10.00-12.00

Besøge danske virksomheder ved FOODEX 2017

14.30-14.45

Møde med Tokyos guvernør Koike 

14.45-16.45

Rundbordsmøde om ” Madspild og SMART Cities” ved Tokyos guvernør 

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær i Miljø- og Fødevareministeriet Malene Kristensen, tlf. 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk


MENU