Gå til hovedindholdet

Grønt lys til klima-vådområder for 10 mio. kroner

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen bevilliger 10 mio. kroner til seks nye klimaprojekter. Resultatet bliver nye vådområder, der klimasikrer, forbedrer vandmiljøet og tilbyder bynært friluftliv i ny natur.

Publiceret 21. december 2017

Nye vådområder med søer, vandløb og bænke og stier er på vej til Thisted, Aarhus, Assens, Favrskov, Lemvig og Næstved.

Ansøgerne bag de nye bynære vådområder har netop modtaget tilsagn om støtte fra puljen til såkaldte synergiprojekter.

De nye vådområder kommer til at fjerne ca. 10 tons kvælstof om året, som ellers havde bidraget til algevækst og iltsvind ved kysterne. Hertil kommer, at områderne klimasikrer byerne mod oversvømmelser og tilbyder ny bynær natur med rekreative muligheder.

- Det er mange gode grunde til at lave klimavådområder. For en rimelig merpris får man udover kvælstoffjernelse også klimasikring, der vil have stor værdi for friluftslivet oven i hatten, og det giver stor lokal opbakning til projekterne, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I første ansøgningsrunde blev der givet støtte til ni synergiprojekter for 24 mio. kroner. I efteråret 2017 afsatte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen 10 mio. kroner til en ny ansøgningsrunde. Det er seks ansøgninger fra denne runde, der nu får tilsagn om støtte.

Fakta: Her er de seks nye synergi-projekter

1. Vandet i Malling/Aarhus kommune
Projektet håndterer store mængder regnvand i Malling udenfor Aarhus, som har ca. 4000 indbyggere. Samtidig fjerner det kvælstof og skaber et naturområde, bl.a. ved genåbning af vandløbet Fiskbæk. Det giver mulighed for øget biodiversitet og skaber nye friluftsmuligheder. Samtidig bindes byen sammen med det åbne land, og der etableres en mere sikker skolevej for byens skolebørn gennem det nye område. Kontakt: Signe Marie Iversen, Aarhus kommune, tlf. 29 20 81 56, siiv@aarhus.dk

2. Tingstrup sø/Thisted kommune
Projektet ligger i en af byens grønne kiler mellem boligområder. Thisted sikres mod oversvømmelser fra baglandet samtidig med, at der skabes et nyt rekreativt område. Der etableres en sø, ny dæmning og flere stier, bænke, bålhytte og træbro på tværs af ådalen.  Kontakt: Jakob Almind Jørgensen, Thisted kommune, tlf. 99 17 22 38, jaaj@thisted.dk

3. Tommerup/Assens kommune.
Rævedamsafløbet bliver genåbnet, og der vil blive etableret regnvandsbassiner, der sikrer kvælstoftilbageholdelse, skaber en mere bynær natur med øget biodiversitet og friluftsmuligheder og dermed skaber en blågrøn korridor fra det åbne land og ind gennem byen. Kontakt: Katrine Juul Larsen, Assens kommune, tlf. 64 74 68 78, kajla@assens.dk

4. Kollerup Enge/Favrskov kommune
Kollerup enge ligger som en kile igennem det sydøstlige Hadsten. Der er tidligere givet støtte til et vådområdeprojekt med henblik på at fjerne kvælstof i oplandet til Randers fjord. Ved etablering af et dige kan projektet også hjælpe mod oversvømmelser i byen. Diget giver samtidig mulighed for at etablere et bynært stisystem, ligesom der vil blive etableret en hævet træsti og gangbro gennem området.
Kontakt: Klaus Overgaard Kristensen, Favrskov kommune, tlf. 21 70 33 58, klkr@favrskov.dk

5. Rønnebækken/Næstved kommune
Projektet omkring Rønnebækken skaber et bynært område med skov, lysninger, søer og vandløb og et rigt udbud af frilufts- og naturoplevelser i et tidligere landbrugsområde. Der etableres to søer, som skal lagre og forsinke vand fra eksisterende drænsystemer, ligesom rørlagte vandløb i området bliver genåbnet og genslynget.  Kontakt: Anja Rasmussen, Næstved kommune, tlf.. 51 52 41 12, anjar@naestved.dk

6. Ballevad/Lemvig kommune
Ballevad grøft er en snæver ådal, hvor man vil øge udnyttelse til at tilbagehold vand og næringsstoffer gennem multifunktionelle vådområder samtidig med, at der etableres et bynært naturområde. I ådalen ligger allerede fire regnvandsbassiner, som vil blive renoveret med lavvandede overgangszoner til padder mv. Hævet gang- og cykelbro etableres gennem området. Kontakt: Jane Grooss, Lemvig kommune, tlf. 29 66 49 41, jane.grooss@lemvig.dk

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Ming Ou Lü, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 2077 0459, e-mail: minol@mfvm.dk
Funktionsleder Mikkel Hall, Miljøstyrelsen, tlf.: 25 52 85 69, e-mail: mihal@mst.dk


MENU