Gå til hovedindholdet

H.M. Dronningen indvier Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Publiceret 17. maj 2018

Tirsdag d. 29. maj 2018 indvier H.M. Dronningen Danmarks femte nationalpark – Kongernes Nordsjælland – sammen med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Med over 26.000 hektar er den nye nationalpark landets næststørste.

- Danske konger har gået på jagt i Nordsjællands store skove og søer i århundreder. Nu bliver Kongernes Nordsjælland nationalpark for alle. Kronhjorte, havørne og to af Danmarks største søer er bare et par af de fantastiske naturperler, man kan opleve i området. Det er en længe ventet dag, vi nærmer os, og jeg glæder mig til at åbne vores nye nationalpark med Hendes Majestæt Dronningen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Arbejdet med Kongernes Nordsjælland har været over 10 år undervejs, og der ligger et kæmpe forarbejde bag siden pilotprojektet blev leveret i 2005. Nationalparken består både af statsejede og kommunale arealer og jord fra private lodsejere.

I nationalparken indgår blandt andet Arresø, Tisvilde Hegn, Esrum Sø, Gribskov, Gurre Sø og skovene omkring Helsingør. Nationalparken er hjem for alle de store hjortearter og tre havørnepar. Nationalparken rummer også en rig industrikultur, slotte samt parforcejagtlandskabet, og har masser af besøgende fra ind- og udland.

Tid: Tirsdag d. 29. maj kl. 15-18.

Sted: Officiel åbning ved Esrum Kloster & Mølleågård.

Pressen har mulighed for at følge Dronningen og ministerens tur gennem nationalparken til Esrum Kloster & Møllegård efter forudgående akkreditering (kan søges pr. mail senest 27/5: jamvo@mfvm.dk).

Akkrediteret presse er velkommen ved Skipperhuset ved Esrum Sø, Skipperalle 6, 3480 Fredensborg, kl. 14.30, hvor der vil være en kort briefing. Efterfølgende kørsel til Kongens Bøge på skovveje vil være tilladt ifølge medarbejdere fra Naturstyrelsen.

Program for dagen:

Kl. 15:00: H.M. Dronningen sejler fra Skipperhuset over Esrum sø til Kongens Bøge. Dronningen følges af miljø- og fødevareministeren og borgmestrene for Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød og formanden for nationalparken.
Kl. 15.30: Karettur fra Kongens Bøge til Esrum Kloster & Møllegård
Kl. 16:00: Officiel åbning af nationalparken ved Esrum Kloster & Møllegård
Kl. 16.30-18: Folkefest ved Esrum Kloster & Møllegård

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Jakob Volf, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 91 33 47 94, e-mail: jamvo@mfvm.dk


MENU