Gå til hovedindholdet

Hver tredje tager fejl af holdbarhedsdatoer

Selvom der er afgørende forskel, tror én ud af tre danskere, at "Bedst før" og "Sidste anvendelsesdato" betyder det samme. Derfor relancerer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sammen med Forbrugerrådet Tænk madspilds-app’en ”For Resten” og Tjek datoen-kampagnen.

Publiceret 5. april 2017

Hver tredje dansker tror, at "Sidste anvendelsesdato" og "Bedst før" betyder det samme. Det viser en ny undersøgelse foretaget for Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Stop Spild af Mad og Landbrug & Fødevarer. Det giver problemer med både fødevaresikkerhed og madspild, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- Mange danskere er gode til at undersøge madvarer, der har overskredet datomærkningen, inden den ryger i skraldespanden. Det er rigtig positivt for at komme madspild til livs. Men det er vigtigt, at folk er bevidste om, at der er forskel på ’Bedst før’ og ’Sidste anvendelsesdato’, så man har styr på, hvilke madvarer der kan spises efter datoen. Der er behov for en oplysningsindsats, og derfor relancerer vi nu Tjek Datoen-kampagnen og samtidig en forbedret version af madspilds-app’en ”For Resten,” der nu også fortæller om forskellen på datomærkninger, siger miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen.

Alle kan blive bedre

Forbrugerrådet Tænks formand Anja Philip mener, at vi alle kan blive bedre til at bekæmpe madspild.

- Undersøgelser har vist, at en stor del af madspildet i Danmark sker hos forbrugerne. De fleste er bevidste om, at de i dagligdagen kasserer mad, der kunne spises, men de mangler måske viden om, hvordan de undgår det. Derfor indeholder den nye version af For Resten app’en - udover gode opskrifter der tager udgangspunkt i ens egne rester - også oplysning om de forskellige holdbarhedsmærkninger og tips til, hvordan vi bedst opbevarer maden, så den holder sig bedst, og til hvordan man får mest muligt ud af sine indkøb, siger Anja Philip.

En ny version af For Resten app’en kan fra i dag downloades gratis fra Google Play eller App Store.

Læs mere om holdbarhedsdatoer i Fødevarestyrelsens Tjek Datoen-kampagne.

Fakta: Holdbarhedsdatoer

"Sidste anvendelsesdato" betyder, at maden altid skal smides ud efter denne dato. "Bedst før" betyder, at maden også kan bruges efter datoen, hvis bare den lugter og smager fint.

Forbrugerrådet Tænk har i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og bevægelsen Stop Spild af Mad fået gennemført en spørgeundersøgelse blandt 1.180 danskere om holdbarhed og madspild. Undersøgelsen viser blandt andet:

  • 32 % svarer, at "Sidste anvendelsesdato" betyder det samme som "Bedst før" (det gør det ikke).
  • 44 % svarer, at "Bedst før" ikke betyder det samme som "Mindst holdbar til" (det gør det).
  • 55 % svarer, at "Jeg glemmer at "rydde op" i køleskabet og i fryseren" er én af de tre største hindringer for, at undgå madspild.
  • 85 % svarer, at de spiser madvarer, som virker i orden, selvom "Bedst før"-datoen er overskredet.
  • 74 % svarer, at de spiser madvarer, som virker i orden, selvom "Sidste anvendelsesdato" er overskredet (dette kan udgøre en sundhedsrisiko).

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og fødevareministeriet, tlf. 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk

Forbrugerrådet Tænk: Pressechef Thor Seierø Mouritsen, tlf. 25 88 20 16, e-mail: tsm@fbr.dk

Fødevarestyrelsen: Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf. 2284 4834.


MENU