Gå til hovedindholdet

Indien skriger på danske fødevareløsninger

Indien har årligt et fødevarespild, der svarer til hele den britiske landbrugsproduktion. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen indleder i dag et eksportfremstød i Indien med 21 virksomheder og organisationer, der har løsninger til Indiens voksende behov for fødevarer.

Publiceret 2. november 2017

Indien er verdens største mælkeproducent og verdens næststørste producent af frugt, grøntsager og korn. Men 40 pct. af fødevarerne går til spilde på vej ud til de mere end 1.300 mio. indere, og derfor er der et skrigende behov for teknologi og viden om fx køleteknologi og opbevaring af fødevarer, der kan minimere spildet.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen indleder i dag et eksportfremstød i Indien sammen med 21 danske virksomheder og organisationer. Målet er både at sælge danske fødevarer, men også at sælge teknologi til forarbejdning, styrket fødevaresikkerhed og opbevaring. 

- Danske virksomheder kan bidrage til at mindske spildet i forbindelse med høst, lagring og transport, så tomater og korn ikke rådner og får svamp. Indien spilder årligt, hvad der svarer til hele den britiske landbrugsproduktion, og landet har derfor hårdt brug for en opgradering af landbrugssektoren. Her kan danske virksomheder hjælpe til gavn for både inderne og antallet af danske arbejdspladser, siger Esben Lunde Larsen.

Den danske miljø- og fødevareminister skal under besøget i Indien blandt andet tale ved åbningen af World Food India. Danmark er partnerland ved World Food India, som betyder, at inderne har et skærpet fokus på danske løsninger.

Både miljøteknologi og landbrug vil være i fokus på turen. Pga. af et stigende fødevarebehov i Indien er et stort fokus for inderne at få øget produktiviteten i landbruget.

- De danske erfaringer inden for mejerisektoren er interessante for inderne, da Danmark har udviklet en mælkeproduktion i verdensklasse med høj ydelse. Det er resultat af bl.a. god kvæggenetik, kvalitetsfoder samt god management ude hos landmanden. Den slags know-how efterspørger inderne i høj grad, siger Esben Lunde Larsen.

Udpluk af ministerens program i Indien fra den 2.-4. november:

  • Tale ved åbningen af World Food India
  • Bilaterale møder med en række indiske ministre inden for fødevareforarbejdning, miljø og vandressourcer
  • Besøg på det indiske mejeri Mother Dairy
  • Besøge den danske stand på World Food India
  • Key note på to seminarer om danske styrkepositioner inden for fødevaresikkerhed og mælkeproduktion 

 

Fakta:

  • Indien var Danmarks 36. største eksportmarked for varer i 2016. 
  • Der bor mere end 1,3 milliarder mennesker i Indien 
  • Indien aftog i 2016 for 2,9 mia. kroner, hvilket svarer til 0,45 pct. af den samlede danske vareeksport.  
  • Vareeksporten til Indien steg i 2016 med 11,3 pct. ift. 2015. 
  • I de fire første måneder af 2017 beløb den danske vareeksport til Indien sig til 950 mio. kroner. Det svarer til et fald på 7,4 pct. i forhold til den samme periode i 2016 (1,03 mia. kroner). 
  • Danmarks direkte investeringer i Indien var ultimo 2015 på 5,7 mia. kroner. 
  • Indiens direkte investeringer i Danmark var ultimo 2015 på 0,7 mia. kroner. 

 

Yderligere oplysninger:

Pressechef Jens Fuglsang Edelholt, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9135 6996, e-mail: jefed@mfvm.dk


MENU