Gå til hovedindholdet

Indisk minister deltager i fødevaretopmøde i København

Den indiske minister for fødevareindustrien, Harsimrat Kaur Badal, kommer til at deltage i fødevaretopmødet World Food Summit – Better Food for More People 24.-25. august.

Publiceret 18. august 2017

Når miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen åbner dørene for fødevaretopmødet World Food Summit – Better Food for More People i København, bliver det med deltagelse af Indiens minister for fødevareindustrien Harsimrat Kaur Badal, der skal være key note-taler til topmødet.

- Topmødet kan forhåbentligt, som vi ser her, være med til at åbne for nogle forbindelser mellem Danmark og resten af verden på hele fødevareområdet. Danmark og danske virksomheder er i superligaen globalt set, når det gælder gastronomi og fødevarer – det skal vi have fokus på at skabe større opmærksomhed omkring i resten af verden, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- I regeringen arbejder vi konstant på at sikre danske virksomheder de bedst mulige rammevilkår for deres arbejde i udlandet. Derfor er jeg også utroligt glad for, at minister Badal har valgt at lægge vejen forbi fødevaretopmødet. Forhåbentligt kan det være med til at styrke dialogen mellem de danske og indiske fødevaremyndigheder, for det er selvfølgelig afgørende, at vi kan have en fornuftig dialog med myndighederne i de lande, hvor potentialet er størst.

Den danske fødevareklynge eksporterede ifølge Landbrug & Fødevarer for 234 millioner DKK til Indien i 2016. Det er særlig mejeriprodukter, sukker og enzymer, som Indien importerer fra Danmark.

Den indiske minister kommer også til Danmark for at få Danmarks tilsagn til at deltage i konferencen World Food India 2017, der bliver holdt i New Delhi den 3.-5. november.

 

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Ming Ou Lü – minol@mfvm.dk, tlf: +45 2077 0459
Kontorchef Tejs Binderup – tebi@mfvm.dk,  tlf: +45 2257 7142


MENU