Gå til hovedindholdet

Køb ind med hjertet og vælg bedre dyrevelfærd

Miljø- og fødevareministeren satte i dag fokus på det nye statslige dyrevelfærdsmærke, der skal skabe bedre dyrevelfærd for danske grise. Senere kan mærket udvides til at omfatte andre dyr.

Publiceret 27. marts 2017

I dag satte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fokus på det nye statslige dyrevelfærdsmærke. Det skete på en svinebedrift i Slangerup, der allerede er godt i gang med produktionen af grise under reglerne for det nye dyrevelfærdsmærke. Her har grisene krølle på halen, mere halm og mere plads.

Det nye mærke er blevet taget godt imod, og mange danske landmænd har valgt at lave de ændringer, der skal til, for at kunne få mærket på kødet fra deres grise. Til maj i Kr. Himmelfartsferien, når mærket finder vej til køledisken, vil danske forbrugere få nemmere ved at vælge bedre dyrevelfærd.

- Med mærket giver vi nu forbrugerne en rigtig god mulighed for at vælge bedre dyrevelfærd for grise. Med mærkets tre niveauer vil det blive nemt at vælge præcis den grad af bedre dyrevelfærd i køledisken, som man har lyst og økonomi til, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Sammen om bedre dyrevelfærd

Bag dyrevelfærdsmærket står DyreværnsOrganisationernes SamarbejdsOrganisation, Landbrug & Fødevarer, Danish Crown, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd og Danske Slagtermestre, Den Danske Dyrlægeforening, Lidl og Aldi. 

- Det har været vigtigt for mig i udviklingen af det nye statslige dyrevelfærdsmærke, at det er noget, vi har gjort sammen - i hele kæden fra jord til bord. Vi har sammen defineret kriterierne for bedre dyrevelfærd, og vi har været ambitiøse. Det gør, at vi nu står med et stærkt mærke til gavn for de danske grise og forbrugere, siger Esben Lunde Larsen.

Mærkets tre niveauer definerer tre grader af bedre dyrevelfærd. Allerede når man vælger et produkt med ét hjerte, gives der et markant løft i dyrevelfærden i forhold til den traditionelle produktion. Der er mere plads og halm, ingen halekupering og soen skal være fritgående. Med to hjerter stiger kravene, og med tre hjerter skal grisene have udeareal.

-Nu lægger vi ud med svinekød. Men mulighederne er jo mange. Hvis vi opnår forbedringer af dyrevelfærden for grise, kan vi udvide med andre dyrearter og andre produkter. Forbrugerne har nu en stemme ved køledisken, og det er en langt mere effektiv vej end gennem lovgivning, siger Esben Lunde Larsen.

Produktionen af grisene har været i gang siden november 2016, og de første leverancer vil være at finde i kølediskene i maj.

Se udtalelser om det nye statslige dyrevelfærdsmærke fra interessenterne bag mærket her.

Her kan downloades billeder fra dagens arrangement. Billederne er til fri afbenyttelse. Fotograf: Carsten Snejbjerg.

Læs mere om dyrevelfærdsmærkets kriterier her.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Jeanette Løv Rasmussen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 9359 7070, e-mail: jelra@mfvm.dk
Fødevarestyrelsen kan kontaktes via pressetelefonen, tlf. 2284 4834

Fakta om dyrevelfærdsmærket:

Dyrevelfærdsmærket stiller krav, der ligger klart over lovgivningskravene for den traditionelle produktion. Med dyrevelfærdsmærket er der krav om:

  • Hele haler, dvs. ingen halebid og ingen halekupering. 95 % af danske grise bliver i dag halekuperede for at undgå halebid
  • Mere plads
  • Halm som rode- og beskæftigelsesmateriale
  • Fritgående søer i hele produktionsforløbet
  • Max 8 timers transporttid

For to hjerter er der også krav om yderligere plads (30 %) og mere halm.
For tre hjerter er der krav om yderligere plads, halm og udeareal til grisene.

Dyrevelfærdsmærket er statskontrollet og har sit udgangspunkt i topmødeerklæringen om bedre dyrevelfærd for svin fra marts 2014. 


MENU