Gå til hovedindholdet

Nu bliver det lettere at være landmand

Med den nye lov for husdyrbrug får den enkelte landmand større fleksibilitet i stalden. Det giver bedre sikkerhed for landmændenes rammevilkår uden, at der gås på kompromis med hensynet til miljøet

Publiceret 23. februar 2017

Regeringen har i dag sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre vedtaget en ny lov for husdyrbrug. Den indeholder en ny regulering af husdyr, som betyder, at landmænd ikke længere er bundet af et loft over hvor mange dyr, de må have. Hvis en landmand er blevet mere effektiv og dermed har fået ekstra plads i stalden, kan han udnytte den ekstra plads til flere dyr uden at skulle søge ny tilladelse. Så længe han overholder reglerne for dyrevelfærd, kan han fylde stalden op med dyr, og han kan skifte dyretype eller miljøteknologi, uden unødig sagsbehandling.

 - I dag forenkler vi reglerne for dansk landbrug. Reglerne vil skabe større fleksibilitet i produktionen af svin, kvæg, mink og fjerkræ og reducere behovet for kontakt med myndighederne ved almindelige produktionstilpasninger. Det er et væsentligt element i Fødevare- og Landbrugspakken, som nu er virkeliggjort med et bredt flertal i Folketinget. De nye regler vil lette arbejdet for den enkelte landmand og skabe mulighed for at øge produktionen, uden at vi går på kompromis med hensynet til miljøet, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

 Reguleringen af stald og mark adskilles
Den nye husdyrsregulering betyder, at al regulering af landbrugsarealer samles i den generelle arealregulering. Indtil nu har landmænd udover den generelle arealregulering også skullet søge om konkrete tilladelser til arealer, hvor der spredes husdyrsgødning. Den nye og enklere model er anbefalet af ekspertgrupper og af Natur- og Landbrugskommissionen og støttet af flere tidligere regeringer, men først med denne regering og dette lovforslag bliver det til virkelighed.

 - Der har i mange år fra mange sider været et ønske om at skille mark og stald ad i reguleringen sådan, at det kun er anlægget, der skal miljøgodkendes. Det er blandt andet anbefalet af Natur- og Landbrugskommissionen, der også efterlyste større fokus på udledningerne fra stalden fremfor på antallet af dyr. Det er en meget kompleks øvelse, og jeg er stolt over, at det er lykkedes at få et bredt flertal i Folketinget bag aftalen, siger Esben Lunde Larsen. 

Fremover vil det kun være anlæg (stalde, gyllebeholdere og andre bygninger mv.), der skal igennem konkrete godkendelser – mens reguleringen af udbringning af f.eks. gylle på markerne vil ske i de generelle regler. Dermed får kommunerne færre forholdsregler at tage stilling til, når de skal give en miljøgodkendelse, og det forventes at betyde kortere sagsbehandlingstider. Samtidig får landmændene større fleksibilitet i planlægningen, hvor de f.eks. ikke længere skal anmelde og få tilladelse til evt. ændringer i markarealerne.

Den ny regulering sikrer samlet, at det nuværende miljøbeskyttelsesniveau opretholdes.

Det sikres i den generelle arealregulering, hvor der indføres en selvstændig fosforregulering, som gradvis skærpes og ved at stille nye efterafgrødekrav bl.a. for at beskytte særlige værdifulde vandområder (Natura 2000 områder). Til gengæld hæves harmonikravet i forhold til svin til det niveau, der generelt gælder i EU.

Fakta
Ny husdyrregulering er et element i aftalen om Fødevare- og Landbrugspakken, der blev indgået i december 2015 mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det nye og forenklede regelsæt vil træde i kraft 1. august 2017. 

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær i Miljø- og fødevareministeriet, Karin Møller-Olsen

 tlf.25 38 95 93, e-mail: kamo@mfvm.dk

Funktionsleder i Miljøstyrelsen, Peter Jørgensen, Miljøstyrelsen,

tlf. 7254 4387, e-mail: pejoe@mst.dk 


MENU