Gå til hovedindholdet

Ny smiley-ordning skal løfte dyrevelfærden i danske hundekenneler

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil, som foreslået af Dansk Folkeparti, med en ny smiley-ordning til hundekenneler give dyrevelfærden et løft og gøre det tryggere for forbrugerne at købe hund. Samtidig skal Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold gå endnu mere målrettet efter ulovlige hvalpefabrikker.

Publiceret 25. februar 2017

Ulovlig import og kummerlige forhold er alt for ofte den ulykkelige hverdag på det sorte marked for hundehandel. Senest har en vanrøgtssag fra Randersegnen sat fokus på de helt urimelige forhold, som ulovlige hundehandlere byder deres dyr. Derfor styrker miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu indsatsen, så der kan komme endnu skarpere lys på lovovertræderne og de lyssky hundehandlere.

- Vi har et kæmpe ansvar for at behandle vore dyr ordentligt, og det er helt, helt uacceptabelt, når vi ser gentagne eksempler på vanrøgt af dyr. Der skal slås hårdt ned på den adfærd. Det skal ikke være muligt at tjene penge på bevidst at lade hunde gå for lud og koldt vand, sådan som vi på det seneste har set flere ulykkelige eksempler på. Derfor sætter vi flere kræfter ind på at finde de lyssky hundehandlere, der samvittighedsløst fremavler hunde i deciderede hvalpefabrikker, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Tjek på dyrevelfærden

Ministeren vil desuden indføre en smiley-ordning for de lovlige danske hundekenneler. Her lever langt de fleste op til reglerne for god dyrevelfærd. - Smiley-ordningen skal ligne den, vi kender fra restauranter og andre dele af fødevarebranchen, så man som forbruger med et hurtigt klik på nettet kan se, hvordan Miljø- og Fødevareministeriet har vurderet dyrevelfærden ved de seneste kontrolbesøg, siger Esben Lunde Larsen, der allerede har sat Fødevarestyrelsen til at se på, hvordan en smiley ordning for de danske professionelle hundekenneler kan skrues sammen.

Dyrevelfærdsordfører Karina Due fra Dansk Folkeparti siger:

- Det glæder mig, at ministeren har lyttet til Dansk Folkepartis forslag om en smileyordning. Ingen hunde skal lide, sådan som vi har set det ske i sagen fra Gjerlev. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg har store forventninger til de kommende indsatser. Det er meget vigtigt, at Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold styrker indsatsen for at komme de ulovlige hvalpefabrikker til livs. Det kan ikke nytte noget, at der bliver ved med at dukke så forfærdelige sager op. Vi skal have det her standset og det er jeg glad for at regeringen er med på. 

Fem gode råd til dig, der skal købe hund:

  1. Besøg hvalpen hos sælger, så man kan se, hvordan hvalpen er opvokset
  2. Spørg ind til hvalpens ophav. Bed om at se moderen - og eventuelt også faderen. Det skal altid være muligt at se moderen. Hvis faderen ikke bor hos sælgeren, så bed om at høre lidt mere om ham og se billeder af ham. Bed om at se moderen sammen med hvalpene og også om at se de øvrige hvalpe fra kuldet. Selv om der kan være forskel på hvalpenes størrelse, bør det være synligt, at de er fra samme kuld. Hvis det er muligt kan det være en fordel, at følge hvalpen, fra den bliver født, til den ifølge loven er klar til at blive taget fra moderen som otte uger gammel.
  3. Hvalpen bør være tillidsfuld over for mennesker, både børn og voksne, og være vant til at “være i hænder”. Hvis den virker sky og bange, kan det være et tegn på, at den ikke er vant til mennesker.
  4. Check chip og papirer. Alle hunde skal være id-mærket og registreret i Dansk Hunderegister, inden de er otte uger gamle. Chippen er ikke synlig, men aflæses med en scanner. Nummeret skal fremgå af registreringsattesten fra Dansk Hunderegister. Sørg for at tjekke, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem chipnumrene på alle de relevante papirer og attester, der skal følge hvalpen (registreringsattest, vaccinationsattest og evt. stamtavle). Alle papirer skal være i original udgave.
  5. Tjek også, at hvalpen er sundhedstjekket og vaccineret af en autoriseret dyrlæge. Hos Fødevarestyrelsen kan man få oplyst, om dyrlægen, der har underskrevet sundhed- og vaccinationsattester, er autoriseret.

 

Yderligere oplysninger:

Presse- og kommunikationschef Mette Thorn, tlf. 2561 7170, e-mail: mthor@mfvm.dk

 

 


MENU