Gå til hovedindholdet

Nye miljøkrav i EU kan give danske virksomheder milliard-gevinst

EU vil begrænse luftforureningen fra de største kraftvarmeværker. Det kan blive en god forretning for danske virksomheder, der producerer miljøteknologi. En ny rapport vurderer, at det kan øge deres omsætning med 1,25 milliarder kroner.

Publiceret 10. november 2017

EU stiller nye og skærpede krav til store forurenende kraftvarmeværker for at sænke luftforureningen i Europa. Værkerne skal sænke deres miljøbelastning, og det kan de f.eks. gøre ved at investere i ny miljøteknologi, som renser skorstensrøg for skadelige stoffer – teknologi som danske virksomheder kan levere.

- De nye EU-krav vil bidrage til et sundere og renere miljø. I Danmark er vi på forkant med udviklingen, og de fleste danske kraftvarmeværker lever allerede op til kravene, som EU nu er kommet med. Samtidig står danske producenter af miljøteknologi stærkt på det internationale marked, og de nye regler vil hæve efterspørgslen på deres produkter og give vores virksomheder en konkurrencemæssig fordel. For at styrke eksportindsatsen på luftområdet er den samlede luftbranche sammen med Miljø- og Fødevareministeriet i gang med at udarbejde en vision, hvor formålet er at øge den danske eksport af ren luft teknologier og –løsninger. Eksport af luftteknologi til europæiske kraftværker indgår naturligt i dette samarbejde, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ren luft er en mangelvare
Det er en ny rapport udarbejdet for Miljøstyrelsen af ingeniørvirksomheden NIRAS, der vurderer, at danske teknologi-virksomheder kan øge deres omsætning med op til 1,25 milliarder som følge af de nye EU-krav. Kravene pålægger europæiske kraftvarmeværker og andre store fyringsanlæg at leve op til grænseværdier, der kan opnås ved at benytte de bedste tilgængelige teknikker til at begrænse forureningen. 

De nye krav betyder også, at konkurrencevilkårene for at producere energi bliver mere ensartede i hele EU. Da 70-80 pct. af luftforureningen i Danmark stammer fra ”ikke danske kilder”, men blæser ind over Danmark fra udlandet og den internationale skibsfart vil de nye miljøkrav til vore nabolande også gavne luftkvaliteten i Danmark.  Kravene, som gælder kraftvarmeværker og andre store fyringsanlæg, blev offentliggjort den 17. august 2017 og skal nu udmøntes i virksomhedernes miljøgodkendelser indenfor 4 år.

Yderligere oplysninger:

Jonatan Lykke-Olesen, pressesekretær i Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9359 7082, jolyk@mfvm.dk 

Marianne Ripka, kemiingeniør i Miljøstyrelsen, tlf.  2911 0789, marip@mst.dk 

Birgitte Holm Christensen, specialkonsulent i Miljøstyrelsen, tlf. 4139 2470, bihol@mst.dk 

Fakta om Miljøstyrelsens rapport

Potentialet for forøget eksport af renluftløsninger er vurderet til ca. 1,25 milliarder kroner fordelt over perioden frem til 2021 (hvor de nye BAT-konklusioner er udmøntet)

BAT betyder Best Available Techniques, og reglerne pålægger europæiske kraftvarmeværker og andre store industrianlæg at leve op til grænseværdier, der er opnåelige med de bedste tilgængelige teknikker.

De 1,25 mia. kr. er et såkaldt ”best guess” -estimat på, hvor stort det forøgede eksportpotentiale er, baseret på tre grundlæggende antagelser:

1. En vurdering af investeringsomkostningerne ved at reducere hhv. SOx-, NOx- og partikel-emissioner og den danske markedsandel heraf.

2. En antagelse om, at nogle lande i fremtiden vil lægge deres grænseværdier for luftforurening på det høje niveau, mens andre lande lægger sig på det lave (mest restriktive) niveau inden for de rammer, EU har fastsat for grænseværdierne. 

3. En antagelse om, at nogle anlæg falder ind under direktivets mulighed for dispensation og derfor kan blive undtaget for kravene.

Hvis alle lande i fremtiden kun netop lever op til de nye, øvre grænseværdier og hvis nogle anlæg får dispensation, er eksportpotentialet ca. 1 mia. kr.

Rapporten peger på Tyskland og Polen som nogle af de lande, der har de største behov for at reducere luftemissionerne fra de store kraftværker. Tyskland er allerede et af de største markeder for eksport af dansk luftteknologi.

Hvis alle lande i fremtiden vil leve op til de lave (mest restriktive) grænseværdier, og hvis nogle anlæg får dispensation, vil eksportpotentialet til gengæld være på omkring 5,1 mia. kr.

Danmark har som producent af katalysatorer til røgrensning meget høje markedsandele, hvorfor det danske eksportpotentiale øges betydeligt, hvis der i fremtiden stilles restriktive krav til udledningen af NOX.

I januar 2017 udkom en anden rapport fra Miljøstyrelsen, der viser, at danske virksomheder eksporterede ren luft-teknologi for godt 7 mia. kr. i 2015. Denne opgørelse inkluderer kun eksporten af varer, men ikke services, rådgivning, salg af licenser og lignende.

Rapporten ”Potentialet for forøget eksport af renluftløsninger som følge af revideringen af BREF-dokumentet for store fyringsanlæg” er udarbejdet af rådgivningsvirksomheden NIRAS for Miljøstyrelsen og vil kunne læses i Miljøstyrelsens publikationer. 


MENU