Gå til hovedindholdet

Nye tiltag mod vanvidssejlads

Dansk Folkeparti og regeringen er enige om at stramme yderligere op på reglerne for sejlads med vandscootere og jetski, så der nu sættes yderligere ind over for de farlige vandscootere og jetski. Disse skal nu holdes langt væk fra fritidssejlere og badegæster.

Publiceret 7. april 2018

I en dybt tragisk sag mistede to unge, amerikanske udvekslingsstuderende livet på grund af vanvidssejlads med vandscootere den 6. maj sidste år. Ved den efterfølgende retssag blev den ene af otte vandscootersejlere idømt to års fængsel, mens de syv øvrige fik bøder på mellem 3.700 til 11.700 kroner.

I forbindelse med retssagen mod den gruppe mennesker, der drønede rundt på vandscootere i Københavns Havn, kom det frem, at politiet ikke har sin egen båd til patruljering eller aktioner men hidtil har været afhængig af bistand fra Marinehjemmeværnet. Det er der nu lavet om på, idet politiet permanent har lejet en båd.

Regeringen og Dansk Folkeparti er herudover enige om med en lovændring at give kommuner mulighed for at fastsætte begrænsninger for sejlads med blandt andet vandscootere. 

Dansk Folkepartis Jan-Erik Messmann, der ud over sit politiske hverv er kaptajn ved Canal Tours i Københavns Havn og derfor er bekendt med forholdene i Københavns inderhavn og kanaler, er meget tilfreds med aftalen med regeringen. 

”Vi har allerede set én forfærdelig tragisk ulykke. Den slags skal vi ikke se mere af. Vi skal vanvidssejlads til livs, for i Danmark har vi en lang tradition for at bruge vores havne og strande til badning og sejlads, og det skal vi fortsat kunne gøre trygt og uden fare for at blive sejlet ned af en vandscooter,” siger Jan-Erik Messmann.

Regeringen har fra nytår indført et krav om, at førere af blandt andet vandscootere og speedbåde skal have et særligt førerbevis. Erhvervsministeren har desuden fremsat et lovforslag om, at der skal tegnes ansvarsforsikring for vandscootere og for visse speedbåde. 

”Med disse tiltag gør vi det nemmere for myndighederne at sikre ordentlige forhold for badegæster ved de danske kyster. Det giver god mening, at de lokale kommunalbestyrelser på eget initiativ kan lave regler, der begrænser blandt andet vandscootere i bestemte perioder af året. På den måde kan kommunalbestyrelsen handle hurtigt og lokalt, hvis der er et ønske om at begrænse sejlads med vandscootere,” siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Lovforslaget ventes fremsat og vedtaget i folketingssamlingen 2018/19.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9359 7082, e-mai: jolyk@mfvm.dk 


MENU