Gå til hovedindholdet

Nye værktøjer gør naturpleje lettere for landmanden

Med mobilen i hånden og en splinterny digital naturplejeguide bliver det nemmere for landmænd og andre lodsejere at pleje og passe på naturen. Miljø-og fødevareminister Esben Lunde Larsen glæder sig over, at Naturpakkens naturpleje-initiativer nu er en realitet.

Publiceret 15. januar 2018

Nu bliver det lettere for landmænd og lodejere at få et overblik over muligheder, regler og tilskud til naturpleje med gummistøvlerne på og mobilen i hånden.

Med Naturpakken ønskede aftaleparterne (VKOLA) større klarhed over samspillet mellem mulighederne for naturpleje og regler om naturbeskyttelse, og det bliver nu realiseret med bl.a. en ny app til mobilen og en ny digital naturplejeguide:

-Jeg oplever, at mange landmænd ønsker at lave naturpleje, men er usikre i forhold til hvilke konsekvenser og regler, der er på området. Derfor er det et længeventet ønske fra landmænd og lodsejere at få bedre værktøjer til naturpleje, som nu går i opfyldelse. Nu styrker vi informationen, så der er et positivt incitament til at pleje naturen, siger Esben Lunde Larsen.

Den nye digitale naturplejeguide vil hjælpe landmanden til at træffe den bedste løsning set i forhold til hans bedrift. Det gælder både i forhold til at udføre naturpleje, udlægge ny natur og finde ud af, hvad der er af relevante tilskud.

Hvis landmanden eksempelvis har arealer i et Natura 2000-område, så kan han gå ind på naturplejeguiden og undersøge, hvad han skal gøre i forhold til græsning, vildtpleje, braklægning, m.v.

Derudover er der udviklet en app for beskyttet natur. Her kan landmanden med mobil og app i hånden undersøge, hvornår han befinder sig på et areal, der er registreret som § 3-beskyttet.

-Med regeringens Naturpakke gør vi det nemmere for landmændene at passe på vores fælles natur. Det er et stort ansvar og en vigtig opgave, som vi alle skal bidrage til. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg sammen med aftaleparterne kan præsentere disse nye værktøjer, der gør dagligdagen nemmere for landmændene, siger miljø- og fødevareministeren.

- Jeg synes, at det er rigtig positivt, at det nu bliver mere gennemskueligt for landmanden, hvilke muligheder der er for at pleje og lave ny natur og hvilke regler der gælder på området. Det gør det nemmere for landmændene at træffe beslutning om, hvad de kan gøre på bedrifterne, siger naturordfører Anni Matthiesen (V). 

- Manglende viden om, hvor der findes § 3-beskyttede områder og manglende kendskab til reglerne, kan være en barriere for landmandens motivation for at pleje naturområder. De nye værktøjer gør livet lettere for landmændene, så de ikke pludselig står i en situation, hvor de uforvarende har gjort noget ulovligt, siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF). 

-Livet som landmand kan være svært nok i forvejen, så derfor er jeg glad for, at vi har bakket op om Naturpakken, som er med til at gøre hverdagen lidt lettere, når man gerne vil passe på naturen, siger miljøordfører Carsten Bach (LA). 

-Vi kan kun glæde os over, at landmændene får en lettere hverdag med mere klar og brugbar viden, så de kan få lavet den naturpleje, som de også er meget interesserede i, siger miljøordfører Mette Abildgaard (K). 

Naturplejeguiden er udviklet af Miljøstyrelsen og Landbrug & Fødevarer, SEGES, i samarbejde med Landbrugsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og kommunerne.

Appen for beskyttet natur er udviklet af Miljøstyrelsen i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, kommunerne, og SEGES.

Den nye digitale naturplejeguide kan findes på www.naturplejeguide.dk.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 2213 0834, e-mail: malek@mfvm.dk

Simon Holm, funktionsleder, Miljøstyrelsen: mobil: 41 72 16 05


MENU