Gå til hovedindholdet

Regeringen vil give lokale virksomheder lov til at reklamere i det åbne land

Miljø- og fødevareministeren vil gøre det muligt for virksomheder i små byer at reklamere i det åbne land for fx sæsonsalg af frisk frugt, grønt og juletræer. Det skal være med til at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne.

Publiceret 12. december 2017

Den lokale kro er glimrende – men ingen ved, at den er der, så alle drøner forbi. Den slags problemer vil regeringen råde bod på med et nyt lovforslag, der vil gøre det muligt for flere virksomheder at reklamere i det åbne land.

Konkret vil lokale virksomheder i småbyer med op til 3000 indbyggere få mulighed for at reklamere med skilte i det åbne land i en omkreds af 30 meter fra bygrænsen.

- I mindre bysamfund er det et reelt problem, at potentielle kunder kan køre ind i byen og ud igen uden at opdage en virksomhed, der kunne have hjulpet dem.Det er kun rimeligt, at man som virksomhed må fortælle omverdenen, at man findes, og kan reklamere for eksempelvis lokalt sæsonsalg af frisk frugt og grønt eller for juletræssalg eller blomster, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Vækst i landdistrikterne

Lovforslaget er en opfølgning på et serviceeftersyn i forbindelse med den politiske aftale ”Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fra juni 2016.

Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder er netop målet med lovforslaget.

- Vi arbejder for at sikre vækst og udvikling i hele Danmark, og vi har allerede gennemført en lang række tiltag. Nu gør vi det også muligt at reklamere for lokalt sæsonsalg af frisk frugt og grønt og for juletræssalg. Det er den slags enkle tiltag, der kan skabe vækst og udvikling lokalt i landdistrikterne og give et Danmark i bedre balance. Samtidig bevarer vi det åbne land, der i høj grad er fri for reklamer og skilte i Danmark, siger miljøordfører i Venstre Erling Bonnesen.

Forslaget er sendt i høring i dag. Hvis det vedtages, vil det føre til en ændring af naturbeskyttelsesloven, der kan træde i kraft den 1. juli 2018.

Læs mere på Høringsportalen

Yderligere information:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk


MENU