Gå til hovedindholdet

Rejsehold skal hjælpe kommuner med at håndtere vildere vejr

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sender nu et rejsehold ud i landet, som skal vejlede kommunerne i deres arbejde med at ruste sig i forhold til oversvømmelser og nedbrydning af kysterne.

Publiceret 29. juni 2017

Vejle har gentagne gange været ramt af oversvømmelser, men da stormfloden efter Urd ramte byen i januar, blev oversvømmelser afværget med nyt slusesystem. Det pumper vand væk fra åen og lukker samtidig af for fjordvand.

Den slags løsninger ser miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen gerne flere af, og derfor sender han nu et nyt rejsehold ud til kommunerne, der skal vejlede dem i rammer og muligheder for at etablere de såkaldte helhedsløsninger i forbindelse med havstigninger, skybrud, øgede vandmængder i vandløbene og stigende grundvandsspejl.

- Vi rykker nu ud med et rejsehold, som kan vejlede kommunerne i at tilpasse og optimere deres løsninger til at håndtere de store mængder vand, som fremtidens klima byder på. Det er en stor og presserende opgave, hvor staten skal støtte kommunerne i at få sat de bedste løsninger i værk, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Rejseholdet kommer til at bestå af eksperter fra Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet og vil i høj grad være opsøgende over for kommunerne. Derfor vil rejseholdet i efteråret afholde en række møder over hele landet, hvor kommunerne kan få vejledning om helhedsorienteret beskyttelse mod oversvømmelse og erosion. Det vil også være muligt for kommunerne at kontakte rejseholdet, hvis de har planer om at lave helhedsløsninger og ønsker vejledning.

- Vi skal sikre handling nu, så borgerne kan føle sig trygge, da vi kan se, at der er store omkostninger forbundet med skader efter fx et skybrud og storme. Skybruddet over København i 2011 kostede over 6 mia. kr. i skader, og efter Stormen Bodil udbetalte Stormraadet over 800 mio. kr. i erstatninger. Det kræver derfor en indsats, hvor vi tænker på tværs af kommuneskel, matrikler og fagområder. Vi skal altså finde metoder, der løser flere problemer på en gang, så kommuner og grundejere får mest mulig sikkerhed ud af deres investeringer. Det er netop det, rejseholdet vil understøtte kommunerne i at få gennemført, siger Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister.

Rejseholdet vil også stille information og vejledning til rådighed på blandt andet hjemmesiden klimatilpasning.dk til inspiration for kommunernes arbejde med klimatilpasning.

Ud over rejseholdet har regeringen lavet aftale med kommunerne om blandt andet modeller for bidragsfordeling til kystbeskyttelse.

Det er gratis for kommunerne at få vejledning til deres klimatilpasnings- og kystbeskyttelsesprojekter. Regeringen afsætter ni millioner kroner til rejseholdet over de næste tre år.

Rejseholdet kan kontaktes via følgende e-mail: rejsehold.kystogklima@mfvm.dk.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk 

Afdelingschef Ane Høiberg Nielsen, Kystdirektoratet, tlf.: 91 33 84 30, e-mail: ane@kyst.dk 

Kontorchef Katrine Rafn, Miljøstyrelsen, tlf.: 41 31 85 38, e-mail: karaf@mst.dk


MENU