Gå til hovedindholdet

Stor interesse for at arbejde i Miljøstyrelsen

Flere end 1.500 mennesker har meldt sig på banen for at blive en del af den kommende miljøstyrelse i Odense.

Publiceret 1. maj 2018

I disse dage arbejder Miljøstyrelsen på at besætte cirka 70 stillinger inden for naturfag, jura, økonomi og IT.

Hele 1.534 ansøgere har søgt stillingerne, og det vækker glæde hos miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og i styrelsens ledelse.

- Jeg er glad for, at der er mange kvalificerede ansøgere til de nye statslige job i Odense. Statens arbejdspladser tilhører hele Danmark, og jeg har aldrig været i tvivl om, at vi nok skal få opbygget en stærk Miljøstyrelse i Odense. Indflytningen af flere hundrede højt specialiserede arbejdspladser betyder, at Fyn måske kan få lov til at beholde nogle af alle de dygtige kandidater, som de uddanner på Syddansk Universitet, siger Esben Lunde Larsen.  

De mange jobopslag er et resultat af, at Miljøstyrelsen primo 2019 skifter adresse fra Haraldsgade i København til Tolderlundsvej i Odense, hvilket har fået nogle ansatte til at søge nyt job.

De 70 stillinger blev slået op sidst i marts og blev blandt andet fulgt op af en karrieredag i Odense den 10. april, hvor studerende og andre interesserede kunne få information om arbejdet i styrelsen.

Rekrutteringen sker med støtte fra flere samarbejdspartnere, blandt andre SDU og Odense Kommune, og det har indtil nu været positivt.

Direktør i Miljøstyrelsen Lars Hindkjær siger:

- Mange har vist interesse for at blive en del af Miljøstyrelsen. Det understreger, at styrelsen ses som en attraktiv arbejdsplads, og vi står nu med et varieret og stærkt ansøgerfelt. Vi har et rigtigt godt samarbejde med både Odense Kommune, Syddansk Universitet og flere andre parter. Det har været vigtigt for, at vi har kunnet tiltrække så mange kvalificerede kandidater til de opslåede stillinger.

Ansættelsesprocessen er lige nu i fuld gang og ventes at fortsætte et godt stykke ind i maj. Senere på året forventer Miljøstyrelsen at offentliggøre endnu en stribe jobopslag. 

I Miljø- og Fødevareministeriet er der i alt 4.300 medarbejdere. Med Miljøstyrelsens flytning fra København til Odense vil andelen af ministeriets arbejdspladser udenfor København stige fra 58 procent til 68 procent.

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Mette Thorn tlf. 2561 7170, e-mail: mthor@mfvm.dk


MENU