Gå til hovedindholdet

Sydkoreansk landbrugsminister: Dansk fjerkræ- og æggeproducenter bør være klar til at eksportere inden udgangen af marts

Efter et møde i dag mellem miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og hans sydkoreanske kollega er der udsigt til, at danske fjerkræ- og æggeproducenter inden længe kan genoptage eksporten til Sydkorea.

Publiceret 9. marts 2017

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mødtes i dag med sin sydkoreanske kollega. På mødet drøftede de to ministre det koreanske importforbud mod dansk fjerkræ og æg, som blev indført efter udbruddet af fugleinfluenza i Danmark og store dele af Europa i november 2016.

Forbuddet har betydet et fuldstændigt stop for dansk eksport af fjerkræ og æg til Sydkorea, der ellers udgør et meget vigtigt marked for de danske producenter.

Grundet en effektiv indsats fra både de danske myndigheder og branchen selv, kunne den internationale dyresundhedsorganisation OIE erklære Danmark frit for fugleinfluenza den 22. februar 2017, og Esben Lunde Larsen har på den baggrund på mødet i dag anmodet den koreanske minister om igen at åbne for eksporten af danske varer.

- Situationen med fugleinfluenza har været en stor udfordring for den danske fjerkræbranche, fordi eksporten stort set har været lukket ned siden november. Derfor var det en hovedprioritet for mig at drøfte spørgsmålet om at få åbnet for markedet igen, da jeg i dag mødtes med min sydkoreanske landbrugsministerkollega, siger Esben Lunde Larsen.

Sydkorea mangler leverandører

Sydkorea døjer selv med udbrud af bl.a. fugleinfluenza og har aflivet 33 mio. fugle. Landet har vanskeligt ved at sikre tilstrækkeligt med varer til de sydkoreanske forbrugere. 

Den sydkoreanske minister bad derfor Esben Lunde Larsen sikre, at de danske producenter gør sig klar til at genoptage eksporten allerede inden udgangen af marts i år.

- Vi havde en meget god drøftelse, og min kollega gav udtryk for, at også Sydkorea har stor interesse for at få genåbnet eksporten af fjerkræ. Mange lande, inklusive Sydkorea, er ramt af fugleinfluenza, og der mangler leverandører til markedet, siger Esben Lunde Larsen.

Hvis alt går som planlagt, er det forventningen, at det sydkoreanske marked åbner igen for danske fjerkræ- og æggeproducenter den 23. marts i år.

Samtidigt kunne den sydkoreanske minister meddele, at Danmark også står i første række til at genoptage eksporten af oksekød, der siden årtusindskiftet har været lukket efter udbruddet af kogalskab.

I anden linje er "eksportforbud" den 9. marts blevet rettet til "importforbud".

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Jens Fuglsang Edelholt, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9135 6996, e-mail: jefed@mfvm.dk


MENU