Gå til hovedindholdet

Team Gastro afleverer ti anbefalinger til regeringen

Det gastronomiske ekspertteam har netop afleveret ti anbefalinger om understøttelse og udviklingen af gastronomi i Danmark. Både miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og erhvervsminister Brian Mikkelsen ser positivt på anbefalingerne.

Publiceret 5. februar 2018

Danmark skal have et gastronomiakademi, kokkene skal med på eksportfremstød, og der skal etableres et rådgiverkorps af madprofessionelle til at skabe endnu bedre lokale madoplevelse til turisterne. 

Sådan lyder tre konkrete idéer til regeringen.Under overskriften ’Danmark skal være et gastronomisk centrum’ har det gastronomiske ekspertteam Team Gastro netop afleveret ti anbefalinger til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og erhvervsminister Brian Mikkelsen, som regeringen skal bruge i arbejdet med udarbejdelsen af Gastro2025-udspillet.

- Det er et flot og ambitiøst stykke arbejde Team Gastro har lavet, og jeg ser frem til at dykke ned i anbefalingerne og ideerne til, hvordan de konkret kan føres ud i livet. Regeringen har som den første nogensinde skrevet gastronomi ind i regeringsgrundlaget, og vi går nu i gang med at lave et udspil, som skal hjælpe med at bevare og udvikle den position, som Danmark har fået i den gastronomiske verden, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- Det danske køkken leverer fantastiske resultater i disse år, men der er fortsat et stort potentiale for danske virksomheder, hvis vi formår at udvikle og styrke Danmarks position indenfor både råvarer, forarbejdede fødevarer og det endelige måltid. Det er derfor vigtigt, at vi nu arbejder sammen om at få Team Gastros anbefalinger til at leve med fokus på innovation i hele værdikæden, så Danmark også i fremtiden kan tilbyde solid gastronomi til eksport og appetitlige oplevelser til turisterne, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Eksporten af fødevarer udgjorde i 2016 108 mia. kroner, og i 2015 lagde turisterne samlet set 97,5 mia. kroner i Danmark.

I en undersøgelse fra VisitDenmark er Sverige foran Danmark, når det gælder de tyske turisters syn på maden i landene. 52 procent svarer, at ”god mad og lokale specialiteter” karakteriserer ferie i Sverige, men kun 44 procent svarer det samme om Danmark. 

De ti anbefalinger er fordelt på kategorierne:

- Gastronomien i centrum

- Eksport

- Turisme

- Madspild

- Måltidsvaner

I hver af anbefalinger er der desuden en række forslag til, hvordan anbefalingerne kan føres ud i livet. 

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9359 7082, e-mail: jolyk@mfvm.dk 
Presserådgiver Jesper Christiansen, Erhvervsministeriet, tlf.: 9133 7017, e-mail: jec@em.dk 


MENU