Gå til hovedindholdet

Trækfuglecenter i topklasse åbner i Skagen

I morgen indvier miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen et nyt oplevelsescenter for trækfugle, der er indrettet i et gammelt fyrtårn tæt på Grenen. Her formidler forskere og frivillige fugleeksperter deres viden til glæde for alle.

Publiceret 11. maj 2017

Skagen er et enestående sted for trækfugle fra hele verden. Mange rovfugle som havørn og glente kan ses i luften hvert forår og efterår, når mange fugle tager turen mellem Afrika og ynglesteder i det nordlige Skandinavien. Nu bliver der endnu bedre muligheder for at opleve fuglelivet.

Naturstyrelsen, Dansk Ornitologisk Forening, Turisthus Nord og Frederikshavn Kommune har i fællesskab skabt et center for trækfugle i europæisk skala i Skagen Grå Fyr, der er Danmarks næsthøjeste fyr.

- Jeg er stolt over, at vi i fællesskab har skabt et center, der ikke kun er et fyrtårn for fugle, men også for formidling i topklasse. Mere viden om trækfuglenes færden kan automatisk inspirere flere til at tage ud i naturen med en kikkert om halsen og spotte fugle. Samtidig er det et godt eksempel på, at vi kan bruge naturen til at understøtte turismen, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I det nye center kan man tage på en virtuel oplevelsesrejse og opleve de mange spændende trækfugle, der hvert år gæster området omkring Skagen og Grenen. På oplevelsescenteret bliver årets gang formidlet digitalt, hvor de besøgende træder ind i et newsroom, hvor de kan få seneste nyt om fugletræk, se aktuelle optagelser fra Gibraltarstrædet og følge, hvilke ruter fuglene har taget gennem Europa. Derudover kan man se liveoptagelser fra kameraer i Skagen og andre steder i landet.

Trækplaster for både fugle og turister

Skagen Grå Fyr har i forvejen været et trækplaster for de næsten to mio. gæster, der årligt besøger Skagen og Grenen. Indvielsen finder sted under Skagen Fuglefestival, som afholdes i dagene 12.-14. maj.

- Millioner af turister valfarter hvert år til toppen af Danmark, og jeg er glad for, at fyret har fået et nyt og spændende liv, der viser, hvor unik vores natur er. Fremover kan de mange besøgende både få en fantastisk udsigt til Grenen og en unik indsigt i det enestående fugletræk ved Skagen, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn kommune.

Formanden for DOF glæder sig til, at Skagen endelig får et fyrtårn for alle fugleinteresserede, hvor foreningens fuglestation som en del af centeret kan levere både oplevelser til turister og viden om de enorme antal trækfugle, der passerer Jyllands spids.

- Skagen får en ny attraktion i international klasse. De mange tusinde turister i Skagen kan opleve fuglene helt tæt på, når de bliver ringmærket, og man kan komme på ture med DOF’s naturvejleder og lære mere om fuglene. Derudover bliver Skagen Fuglestation et vigtigt sted for ornitologer og forskere, som vil indsamle viden om fugle. Vi håber med de gode faciliteter at tiltrække forskere og fuglefolk fra nær og fjern, så fuglestationen kan komme i europæisk første division, siger Egon Østergaard, formand i DOF.

Det nye oplevelsescenter rummer også en fuglestation, hvor der bor frivillige og forskere, der laver videnskabeligt arbejde, ringmærker fugle og leverer data til udstillingen. Derudover kan man tage med på ture til de bedste steder i naturen, hvorfra man kan observere fuglene.

- Skagen er suverænt det sted i Danmark, hvor man kan se fugletræk på tætteste hold. Derfor er det i forvejen et meget vigtigt område for vores arbejde med at indsamle viden. Skagen Grå Fyr giver mulighed for, at både forskere og frivillige kan videregive noget af deres ekspertise og engagement til de besøgende, siger Egon Østergaard, formand i Dansk Ornitologisk Forening.

Naturstyrelsen lejer fyret af Realdania, og Nordea-fonden har med 12 mio. kroner sikret den nye udstillinger i fyrets bygninger, som Realdania har totalrenoveret til formålet.

Tid og sted: Indvielse af Skagen Grå Fyr – Center for trækfugle

12. maj 2017 kl. 13.30

Fyrvej 36, 9990 Skagen

Yderligere information:

Kommunikationschef Mette Thorn, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 25 61 71 70, e-mail: mthor@mfvm.dk

Presse- og kommunikationschef Lillan Clemmensen, Naturstyrelsen, tlf. 91 35 69 97, licle@nst.dk


MENU