Gå til hovedindholdet

Pesticider

- om godkendelse og regulering af pesticider

Vibeke Møller, funktionsleder i Miljøstyrelsens enhed Pesticider & Biocider, om sit arbejde med pesticider:

Jeg arbejder med at godkende og regulere pesticider, som  landbrug, gartnerier, frugtavlere og private anvender.

Pesticidområdet er fyldt med stærke følelser og holdninger, og det mærker jeg tydeligt i mit daglige arbejde. Det er spændende, men det gør det også nogle gange svært. For eksempel når det gælder grundvand, har mange den holdning, at pesticider er farlige og skal forbydes omgående. Og så er det svært at trænge igennem med faglige argumenter om, at alternativerne muligvis er værre, og at midlerne bekæmper nogle skadevoldere, som rent faktisk kan ødelægge de afgrøder, vi gerne vil spise.

Jeg brænder specielt for, at den danske stemme på pesticidområdet skal blive hørt i EU, og det har vi faktisk stor succes med. Vi sidder med i de vigtige paneler i EU og har indflydelse på udarbejdelsen af vurderinger og vejledninger, og det arbejde står mit hjerte nært.

Jeg bruger ikke selv pesticider derhjemme. Men min far er pensioneret landmand, og han kommer af og til og sprøjter fortovet. Det har jeg det fint med, for jeg har selv været med til at godkende stoffet.

Om risikovurdering og godkendelse af pesticider

  • Alle pesticider skal godkendes af Miljøstyrelsen, før de må sælges og anvendes i Danmark. For hvert enkelt middel laves en konkret risikovurdering for de anvendelser, det søges brugt til. Midlerne bliver kun godkendt, hvis grundige undersøgelser har vist, at de ikke giver uønskede effekter på hverken mennesker, miljø eller grundvand.
  • I godkendelsesordningen indgår overvågningsprogrammet ”Varslingssystemet til Udvaskning af Pesticider” (VAP), som undersøger om godkendte pesticider eller deres nedbrydningsprodukter udvaskes til grundvandet. VAP er et samarbejde mellem GEUS, Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet og består af seks forsøgsmarker, som sprøjtes med pesticider i godkendte doser. Herefter kan man følge pesticiderne og deres nedbrydningsprodukter fra overfladen og fastslå, om de udgør en risiko.

  • Grænseværdien for pesticider i grundvand og i drikkevand er fastsat til 0,1 mikrogram pr. liter i EU’s direktiver for grundvand og drikkevand. Grænsen er politisk fastsat ud fra den laveste koncentration, det var muligt at måle, da reglerne blev udarbejdet. Grænseværdien er dermed ikke fastsat ud fra en sundhedsmæssig risikovurdering. I langt de fleste tilfælde er den sundhedsmæssige grænseværdi 100 til 1000 gange højere.
  • 2016 købte landbruget 2.601 ton pesticid-aktivstoffer, mens private købte 20 ton, viser den seneste bekæmpelsesmiddelstatistik.
Opdateret 28. juni 2018

MENU